Om

Hans van Wingerden

Erhverv: billedkunstner/kurator/rådgiver

Uddannelse: Koninklijke Akademie voor Kunst en Vormgeving i 's-Hertogenbosch, 1969/1974

Udmærkelser:

Koninklijke Subsidie 1977, Premier Artist Prize 2025, Artist Index Prize 202

Udstillinger: (fra 2000 til i dag)

Solo, bl.a.

2026 Hedendaags Kunstkabinett, 's-Hertogenbosch

2010 Hooghuis Fotoudstilling, Heusden

2000 WTC, Amsterdam

Gruppe, bl.a.

2025 Open Atelier + udstilling, 's-Hertogenbosch

2025 Plaatsmaken, Roermond

2024 Nieuwe Kunstruimte, 's-Hertogenbosch

2023 Open Atelier + udstilling, 's-Hertogenbosch

2022 Noorderkunstlicht, 's-Hertogenbosch

2021 Kunstroute, 's-Hertogenbosch

2019 Poezie, Theater a/d Parade, 's-Hertogenbosch

2018 Cultuurcentrum Zwaneberg, Heist op den Berg, Belgien

2005 Kunstcentrum Keg, Schijndel

2001 Stokpunt, 's-Hertogenbosch

Af Marta Puig, Redaktør/Kurator Hedendaags Kunst Tijdschrift. (delvis gengivelse)

Van Wingerden, født i Holland og uddannet på Akademiet for Kunst og Design i 's-Hertogenbosch (1969-1974), opstod i modernismens sidste dage og den postmoderne tvivls fremkomst. I 1977 modtog han det prestigefyldte Kongelige Stipendium og omfavnede i første omgang fotorealismens tekniske præcision. Men som han senere bemærkede, føltes mediets møjsommelige troskab over for overfladedetaljer ikke tilstrækkelig til hans dybdegående kunstneriske udforskning. Fotografiets dominans, den mekaniske reproduktion som Walter Benjamin kaldte 'auraens visnende', tvang Van Wingerden til at spørge sig selv, hvad kunst stadig kunne bevare i en verden af uophørlig reproduktion. Hans rejse fra realisme til konceptualisme var derfor ikke en stilistisk mutation, men en filosofisk forskydning. Gennem årtier artikulerer Van Wingerdens værk en sammenhængende filosofisk bue, fra repræsentation til åbenbaring, fra billede til idé. Hans arbejde befinder sig i skæringspunktet mellem Dan Flavins fænomenologiske kraft, Joseph Beuys' moralske bevidsthed og Duchamps semiotiske leg, men forbliver umiskendeligt hans eget. Hvor Flavin forsøger at dematerialisere skulpturen gennem lys, rematerialiserer Van Wingerden etikken gennem oplysning. Hans neon bærer, i modsætning til Flavins industrielle renhed, historiens residuum med sig, fabrikkers ånd, arbejdets erindring, civilisationens forfaldets melankoli. Ved at genvinde disse bortkastede elementer praktiserer han, hvad man kunne kalde en arkæologi af det nutidige, hvor hvert værk er et sted, hvor den materielle fortid konfronterer den ideologiske nutid. Van Wingerdens dedikation til konceptuel præcision matches af hans følsomhed over for betydning. Hans installationer er ikke didaktiske; de inviterer til kontemplation. De opererer i det, Merleau-Ponty beskrev som "det synligt usynlige", rummet hvor betydning falder sammen med bevidsthed. Beskueren ser ikke blot på værket, men bliver også involveret i dets logik. Lyset der oplyser, afslører også. Man kan ikke stå foran mensenrechten eller het Z-woord uden at føle tilskuerens etiske uro. For at forstå Van Wingerdens plads i den samtidige kunstscene skal man se ud over hans stilistiske baggrund og fokusere på filosofisk resonans. I en kunstverden domineret af spektakel og af markedets vedvarende gentagelse, understreger hans praksis tænkningens primat. Han tilhører en generation af kunstnere for hvem kunst er en epistemologisk handling, et middel til viden. Hans værker udfordrer seendets passivitet og tvinger beskueren til at betragte billedet i stedet for at konsumere det. Dermed genopretter han kunstens kritiske funktion i en kultur, der i vid udstrækning har opgivet kritik. Desuden legemliggør Van Wingerdens værk en form for etisk økologi, der genbruger kasserede materialer til nye betydningssystemer. Neonet der er reddet fra nedrevne fabrikker, bliver en metafor for forløsning, muligheden for at selv midt i fremskridtets ruiner består lyset. Hans kunst taler således til vores kollektive betydningskrise i Antropocæn. Den minder os om, at oplysning, både bogstaveligt og figurativt, skal fortjenes, ikke antages. Hvor de tidlige avantgarder forsøgte at udviske grænserne mellem kunst og liv, kan Van Wingerdens projekt ses som en omvending: han genopretter kunstens autonomi netop for kritisk at nærme sig livet. Hans værker imiterer ikke verden; de diagnosticerer den. Gennem et sprog af strålende tilbageholdenhed blotlægger han den moderne civilisations hykleri, frihedens illusion, sandhedens kommodificering og den konstante synligheds bedøvelse. Alligevel er hans værker, trods al kritikken, ikke kyniske. De bærer en stille tro på bevidstheden i sig, en tro på at kunst stadig kan vække bevidstheden. I dag, mens han fortsætter med at producere fra sit atelier i Holland, udstiller overalt i Europa og modtager anerkendelse fra museer og private samlinger, betragtes Van Wingerden som en af de sjældne kunstnere, der kombinerer teknologisk forfinelse med metafysisk dybde. Hans modtagelse af Premier Artist Prize (2025) og Artist Index Prize (2025) bekræfter blot, hvad hans værk længe har demonstreret: at betydning, når den forfølges med integritet, forbliver relevant. Heri ligger hans varige betydning. Hans van Wingerden er ikke blot en kunstner af form, men også af betydning, en alkymist af oplysning der transformerer industrielt affald til metafysisk refleksion. I en æra af visuel overflod minder han os om, at det sande lys ikke stammer fra det, vi ser, men fra det, vi i sidste ende kan forstå.

Af Marta Puig, Redaktør Kurator Tidsskrift for Samtidskunst. (delvis visning)

Om mit andet billedkunstneriske arbejde kan du besøge hjemmesiden: www.hansvanwingerden.nl